Hvorfor hæfter mine print ikke?

Published : 2022-06-22 10:31:42 - Categories : Guides

Hvorfor hæfter mine print ikke?

Alle der har forsøgt sig med 3D printningens forunderlige verden, er fra tid til anden stødt på problemet med at printet ikke hæfter tilstrækkeligt under print processen, og enten så mislykkes printet helt eller så oplever man at den ene side løfter sig fra byggepladen. Det såkaldte warping. 

Her kommer vi rundt om nogle af de ting man skal være opmærksom på, og hvad man kan gøre for at undgå problemet.

Først og fremmest skal vi se på de grundlæggende forudsætninger for at din PLA Filament hæfter 

Justering af afstanden
Du har justeret afstanden imellem dysen og din byggeplade korrekt. Det kan være både en manuel proces og/eller en automatisk proces. Ved nogle printere er der hjul under byggepladen man skal bruge til at justere afstanden til dysen, når printhovedet er kørt i "HOME" position. Ved nogle printere, feks. en Ender 3 & 3 Pro, er det faktisk den eneste mulighed for at justere afstanden. Har du de originale blanke fjedre under heatbed'en, så er der en chance for at du ofte skal gennemgå justeringen. Har du dermed imod eftermonteret de gule (typisk kendetegn) fjedre, så er de stivere, hvilket gør at du ikke skal justere nær så tit. Kan du slet ikke få den justeret korrekt, så skal du se på om din Z-axis endstop switch enten er defekt eller at den sidder fokert i forhold til højden.

Har du derimod en BL Touch eller tilsvarende Auto Bed Levelling system, så kan der stadig være behov for at lave grov justeringen af afstanden imellem dysen og byggepladen. Men herefter er det BL Touch'en der tager over, og måler pladens afstand i et antal punkter (Mesh Bed Levelling). Og selvom den måler afstanden på hele pladen, er der stadig behov for at du laver den sidste optiske justering igennem printerens Z-offset funktion, som sørger for at du lige kommer 0.1mm længere ned så dit første lag er perfekt. Og filament banerne trykkes tilstrækkeligt ned så de bliver så brede at dit første lag ikke efterlader mellemrum i mellem banerne.

Her kan du se hvordan dit første lag ser ud når dysen er for højt oppe, for langt nede eller lige i skabet:

Billede: prusaprinters.org

Rengøring
Rengøringen af din byggeplade er Alfa og Omega i forhold til at få et succesfuldt print. Det er det første lag som er altafgørende for om dit print lykkedes, og hvis dit print slipper pladden undervejs, så er der en stor risiko for at dit print vil fejle, eller blive knap så kønt som det kunne være blevet. Derfor skal du altid sørge for at holde din plade ultra ren.

Når du de første par gange efter du har købt printeren, printer en model, så hæfter det sikkert super fint. Men efter kort tid begynder det at slippe. Og det er simpelthen fordi der er kommet skidt, fedtfingre eller filamentrester på pladen. Det skal gøres rent, og det skal gøres på en kold plade. Vi har enormt gode erfaringer med at bruge Isopropylakohol/Isopropanol, som vi også forhandler. Sammen med den grove side af en helt almindelig skuresvamp. Skrup overfladen med skuresvampen som er overhældt med lidt isopropylalkohol indtil pladen er ren. Tør efter med en fiberklud. Så er du klar til at printe, og du kan enten starte pre-heat eller det egentlige print. Der er i forbindelse med langt de fleste print med PLA filament ingen grund til at bruge hverken hårspray, lim, sukkervand eller noget som helst andet. 

Slipper alligevel
Hvis dit print stadig slipper pladen, så prøv at øg byggepladens temperatur til 65 grader i stedet for 60 grader standard. Afhængig af modellens udformning og især den overflade størrelse der er i direkte forbindelse med pladen, kan det være nødvendigt at bruge en brim eller raft, for at gøre overfladen der har forbindelse med pladen, større. Vær også opmærksom på hastigheden du printer ved. Hvis du som udgangpunkt ligger på omkring 50mm/s, så er det nok ikke dér problemet ligger.

Hjælper dette ikke, så start forfra med justeringen af afstanden imellem dysen og byggepladen. Så må der være noget der har rykket sig. Når du skruer på hjulene under byggepladen, er det også vigtigt at gøre det flere gange, da hver gang du justerer på 1 hjul, så påvirker du afstanden på hele pladen, så du skal over det et par gange eller 3 før det er acceptabelt.

Erfaringen viser også at det afhænger en del af hvilken coating der er lagt på pladerne. I mange situationer kan IPA godt være et effektivt middel for at rense pladen, men i andre situationer virker det slet ikke efter hensigten. Her er løsningen som regel helt almindelig opvaskesæbe, en skuresvamp og et rent og tørt viskestykke. Og forsøg ikke at røre pladen når du håndterer den, brug viskestykket til at holde pladen med når den skal tilbage på printeren.

Del dette indhold

Tilføj en kommentar

 (Med https://)